Den udsatte kamp i mesterrækken mod Holbæk 2 skulle have været adgangsbilletten til 2. division, men Holbæk 2, der også har oprykningsmulighed, ville det anderledes. Køge 3 havde i modsætning til de hidtidige kampe ikke det fornødne held. Kampen var ellers meget lige, da alarmen pludselig gik. Carlsen måtte derfor afbryde sit parti for at ringe vagtcentralen op. En hændelse som vækkede lutter dårlige minder fra lignende situationer. Da han for 3. gang måtte afbryde sit parti, tilbød han modstanderen remis, som blev accepteret. Kort tid efter blev spillet på 1. brættet også remis. Finn Haargaard var blevet hentet frem fra gemmerne, da Ulrik Larsen havde meldt afbud. Med de sorte brikker mod Flemming Skjoldager var det et udemærket resultat. Det blev til yderligere 3 remiser, før Jesper Pondal måtte smide håndklædet i ringen efter at have stået klart bedst af alle. Jesper fik lov til at ofre en springer og stod til gevinst, men opfølgningen var ikke præcis nok, og materialeunderskuddet kostede pointet i den sidste ende. Der fulgte endnu et tabsparti, idet Niels G Larsen store dele af spillet var presset helt i bund. Pladsmanglen kom i den sidste ende til at koste partiet. Tilbage sad P.O. i en klar remisstilling, og få træk senere enedes man om delingen af pointet. Slutresultatet blev derfor 3 – 5, og chancen for oprykning er vel nærmest forduftet, da Køge 3 nu er 2 point efter Slagelse 1 og 1 point efter Holbæk 2. Der kræves nok en sejr på 8 – 0 i den sidste kamp på søndag mod Faxe 1. Ikke en nem opgave, da Slagelse har en noget nemmere modstander. Tabellen ses her. Billeder fra kampen: