Hans Dahl Pedersen lynmester

Tirsdag efter påske er den traditionelle spilledag for lynmesterskabet i Køge Skakklub.

16 spillere var tilmeldt til turneringen, der blev afviklet i 2 grupper med 8 i hver. Turneringslederen havde forsøgt at opdele grupperne, så de styrkemæssigt var nogenlunde lige stærke. De 2 bedste i hver gruppe gik i en finale, mens de øvrige spillede om de sekundære pladser i 4-mandsgrupper.

Gruppe A fik en klar vinder, da Hans Dahl Pedersen vandt alle 7 partier. I denne gruppe overraskede Erol Taskiran ved at blive nummer 2 og derved gå i finalen.

I gruppe B var det Peter Stuhr og Jesper Pondal, der gjorde sig fortjente til de 2 pladser.

Finalen kom derved til at bestå af disse fire, der derefter spillede alle-mod-alle om titlen som Køgemester i lynskak.

Hans Dahl Pedersen vandt også her alle sine partier, men var undervejs i store problemer mod Jesper Pondal. Jesper blev dog i kampens hede lokket i en matfælde og måtte derfor nøjes med en delt 2.-4. plads.

Hans Dahl Pedersen kunne altså endnu en gang forlade turneringen som Køgemester i lynskak.

Erik Carlsen 4. april 2016

Der er lukket for kommentarer.