Kontrakten med en ny stormester til Team Xtracon Køge er netop underskrevet. Den nye GM-er er bulgaren Petar Genkov Genov, der er født i Plovdiv, Bulgarien i 1970 og er altså 48 år.
Han startede med at spille skak som 7-årig. Først med sin far, men siden i skakkluben, Lokomotiv Plovdiv, hvor han allerede som 14-årig blev bulgarsk U14-mester. Han fik sin første GM-norm i 2001 og blev udnævnt som stormester i 2002.
Petar fortæller som en sjov anekdote, at han i 2001 sammen med Ivan Cheparinov (nu over 2700 i rating) tog til Lausanne for at støtte ham i at score en GM-norm. Han skulle selv spille med i turneringen, hvor der var 30 tilmeldte stormestre. Han havde ikke en PC med til lejligheden, så han kunne ikke forberede sig. Det gjorde Ivan Cheparinov i et par timer hver dag, mens Petar så forberedte mad til de to.
Petar endte med at vinde turneringen ½ point foran de 30 stormestre. Det var derfor ham, der scorede GM-normen og ikke kammeraten Ivan Cheparinov.
Patar Genov er nu den tolvte GM-er, der sammen med 4 IM-ere, en FM-er og to titelløse danner bruttotruppen til næste sæsons Skakliga-hold.