Hyggelig julefrokost med efterfølgende julelyn stod på aftenens program, da klubben havde åbent for sidste gang i 2016.
Trods kun otte deltagere til årets sidste arrangement blev der hygget med god mad og drikke, inden der efter opvasken blev spillet en god gang hyggelyn.
Det kan godt være, at drikkevarerne havde deres påvirkning på spillet, for sjældent er der set så mange overseelser som denne aften. Men sjovt var det, og en vinder – endda en suveræn vinder – blev fundet efter de syv partier.
Det blev Henrik Mølvig, der løb med den overbevisende sejr, idet han scorede 6½ point. Hele 2 point foran den delte 2.-plads, som Kasper Henriksen og Peter Wang tog sig af.
De resterende pladser blev i rækkefølge besat af Julius Mølvig, Erik Carlsen, Henrik Smidt-Nielsen, Peter Ove Krogh og Finn Stuhr.