Det blev til en flot afslutningsrunde for alle 3 hold i hovedkredsens holdturnering. Det blev kun til lidt salt i såret, da 4.-holdet, der allerede havde vundet rækken, tabte til Præstø 1½ – 2½. Om det var mangel på motivation vides ikke, men et stort tillykke med oprykningen til B-rækken skal der alligevel lyde. Det blev til sejr til Theo Stage Steffensen, der derved scorede 5½ af 6 mulige. Flot præstation og god ratingfremgang! Niels Steen Larsen spillede remis, mens Jan Ryder Tønnesen og Sune Stage-Steffensen overraskende tabte deres partier.
3.-holdet var en tur i Slagelse for at kæmpe for det spinkle håb om oprykning. Holdet gjorde, hvad de kunne og havde desværre ikke det fornødne held. Det blev til en god sejr over Korsør 2 på 3 – 1. Det forhindrede dog ikke Korsør 1 i at rykke op i A-rækken, der også var Køge 3´s endemål. Desværre tabte Morten Hald, mens Jørgen Nielsen, Michael Vesterskov og Thomas Sandager alle hev det hele point hjem. Holdet endte på en flot 2.-plads. Dog 1½ point efter Korsør 1. Som jeg læser turneringsreglementet, er der ikke ekstraordinær oprykning fra B-rækken på trods af, at der ikke er nedrykkere fra divisionen. 2.-holdet sluttede af med maner, idet det gik voldsomt ud over Faxe 1, der ellers havde klaret sig rigtigt godt i starten af turneringen. Det blev til en meget flot sejr til Køge 2 på hele 6½ – 1½. Der blev kun afgivet halve point. Det var Kasper Henriksen, Klaus Hestehauge og Jesper Pondal. Der var gevinster til Bjarne Andersen, Henrik Smidt-Nielsen, Erik Carlsen, Sander Stage-Steffensen og Peter Ove Krogh. Holdet sluttede derved på en fjerde plads, men kunne med et mere stabilt hold have rykket op. Det må blive næste sæson. Turneringstabellerne kan findes under <holdskak>.