Her er et kort referat af partierne fra søndagens kamp mod Læseforeningen.
========
På førstebrættet fik Mikkel Antonsen hurtigt gang i et voldsomt kongeangreb, men da det lykkedes modstanderen at flygte til d8, var det pludselig temmelig uklart. Den åbne hvide kongestilling gjorde yderligere angrebsforsøg svære, men i sidste ende lykkedes det Mikkel at få skovlen under modstanderen i slutspillet.
Henrik Dahl Pedersen havde sort i Kan-varianten i siciliansk, som han efter eget udsagn ikke havde prøvet at spille før. Hvid stillede sig op med kongefianchetto samt Sd4-e2, og den noget aparte opstilling lod ikke til at bekomme Henrik særlig godt. I hvert fald stod han noget under efter åbningen, men noget gik galt for hvid kort inde i et slutspil med 2xT+L på hver side, så hans fribonde i d-linjen gik tabt. Og da tårnene kom af brættet kort efter, sad Henrik tilbage med en merbonde, en fjern fribonde i a-linjen samt mulighed for at lave endnu en fribonde på kongefløjen. Det var for meget, og hvid gav da også hurtigt op.
Det første parti, der blev afgjort til Køges fordel, var Kasper Henriksens på tredjebrættet, hvor sort noget mystisk spillede et tidligt a6 i en variant af dronninggambit. En dronningeskak på a4 med en springer på e5 tvang sort til et valg mellem at spille b5 og miste en bonde, blokere på d7 og miste en officer på bindingen, eller det han valgte i partiet: Kf8, som spærrede Th8 inde. Da partiet sluttede knap 15 træk senere var tårnet stadig ikke kommet i spil, og hvid var et træk fra at vinde materiale ved at få et tårn ned på b8.
Hans Dahl Pedersen var først færdig efter, at hvid ikke rigtig ville noget i en variant af slavisk. Der blev taget remis i, hvad der lignede en ret død stilling med uligefarvede løbere.
Ulrik Larsen på femtebrættet fik en stilling med en isoleret d-bonde, men da han ikke kunne få gang i et angreb på sorts konge, og det lykkedes for sort at bytte et par lette officerer af, besluttede han sig for at forcere remis ved trækgentagelse, hvilket så ud til at være korrekt.
På bræt seks havde Niels Georg Larsen sort i kongeindisk, hvor han spillede en variant med Lg4. Denne variant må siges at være mildest talt tvivlsom, og da Niels spillede f5, svarede hvid med Sg5, så de hvidfeltede løbere blev byttet af, og der dukkede et søm i knæet op på e6. Den blev sort nødt til at ofre kvalitet på, hvorefter det lignede spil til et mål. Det hele mundede ud i et slutspil, hvor hvid havde 2 tårne samt bønder på c6 og f2, og sort havde tårn, løber samt bønder på c7, d5, e4 og f3. Heromkring begyndte vi at blive optimistiske og regnede med, at Niels ville holde slutspillet, men hvordan, det lykkedes ham at vinde partiet, er et mindre mysterium.
Jesper Pondal spillede på bræt syv en opstilling med d4+Lf4 og fik ikke noget særligt ud af åbningen, men så skete der mærkelige ting: 1.d4 d5 2.Sf3 e6 3.c4 Sf6 4.Sc3 Le7 5.Lf4 0-0 6.e3 c5 7.a3 Sc6 8.dxc5 Lxc5 9.Le2 dxc4 10.Lxc4 a6 11.0-0 b5 12.Le2 Lb7 13.Tc1 Le7 14.h3 Tc8 15.b4 Sd5 { Temmelig uforklarligt } 16.Sxd5 exd5 17.Dd2 Lf6 18.Tfd1 Te8 19.Tc5 d4 20.exd4 Sxd4 21.Sxd4 Lxd4 22.Dxd4 Dxd4 23.Txd4 Txe2 24.Txc8+ opg. Selv hvis det ikke var mat i bunden (hvis sort f.eks. havde fået spillet h6) mister han en officer. Meget underligt spillet af ham.
På ottendebrættet havde Bjarne Hjorth Andersen sort i, hvad der lignede Caro–Kann. Meget atypisk slog hvid på g6 og rokerede kort, mens Bjarne rokerede langt. Umiddelbart så dette ret godt ud for hvid, da sort ikke rigtig kunne få gang i en bondestorm, mens sorts kongestilling allerede var en smule luftig på grund af åbningsvalget. Imidlertid lykkedes det Bjarne at vinde terræn i centrum ved at rykke sine bønder frem til f5 og e4 samt få kontrol over den åbne d-linje, og da hvids angreb ikke rigtig kom nogle vegne, stod Bjarne klart bedst.
